Citater fra  Martha Christensen: ”Høvdingebørn” (1991).

 Børnene stod næsten ubevægelige, som var de limet fast til grøftekanten, og ingen kom og kaldte dem ind til pligter eller råbte om at der var spisetid. Høvdingen havde dispenseret fra alt den formiddag. Olav, som arbejdede på gården og engang med tiden skulle overtage den, var ikke blevet kommanderet i gang med noget og Frits, som var blevet konfirmeret blot to dage forinden, og den tolvårige Steen var ikke blevet sendt af sted med rutebilen til købstaden og latinskolen som ikke kun betjente købstadens ungdom men også sugede oplandets begavede børn til sig. Eller dem, hvis forældre havde råd og ambitioner til det.

…

Og det blev børnene så og gik lidt fremmede omkring i huset til den første lyd at tungt rullende materiel nåede frem fra landevejen, så strøg de i samlet flok derned, de ældste i en klump og de to små som ingenting begreb tumlende bagefter med hinanden i hånden og der stod de så på en række og stirrede på det lange tog, der ormede sig forbi og aldrig syntes at få ende.

Solveig havde taget sin storebror Olav i hånden og de to små stod lidt for sig selv med næser der løb i den skarpe aprilluft. En gang imellem standsede de strimerne fra næseborene med en lyserød tungespids og en gang imel­lem, når de blev trætte af at stå, hoppede de lidt eller de satte sig vendt mod hinanden på den kolde grøftekant og slog håndfladerne mod hinandens. Lille, lyse Freja og lille, mørke Loa, som ingenting begreb og bare ville være hvor de store var.

De fleste at Høvdingens børn var lange og lyse som han selv, kun Frits og Loa var små og mørke og med deres udseende en påmindelse om den mor, som havde været der engang, før hun døde da det sidste barn blev født. Så længe siden nu at selv de ældste næsten havde glemt hende.

…

Det blev lidt ensformigt at stå. benene begyndte at sove og en at de små havde tisset i bukserne, men ingen ville være den første til at bryde op. Lidt koldt var det, men nu og da brød solen hul i skyerne og faderen havde, om ikke ligefrem anbragt dem der, så dog billiget at de stod der.

…

Men tvang kunne holde børnene så nådeløst fast om­kring faderens indfald at selv småpigerne stod musestille på deres pladser, mens øjeblikkets storhed gik hen over hove­det på hele flokken. Høvdingen savnede noget i stemmerne omkring sig, en genklang af sine egne overvældende følel­ser eller blot en svag forståelse at, hvad det var han ønskede ar sige til dem. Han så sig ærgerlig om i kredsen, noterede sig Olavs mutte afstandstagen og Steens rynkede pande og ihærdige forsøg på at læse ordene i sangbogen rigtigt. Han så tvære og tungnemme børn i stedet for den ranke frejdige ungdom der stod lysende i hans tanker og fandt så alligevel én i flokken der var med og genkendte det liv i øjnene og det løft, der var over hans mellemste søn og omsluttede den søn, der så så frit og stærkt tilbage på ham med al sin faderlige varme og hengivenhed. Og mens en utålelig, bristefærdig irritation spændte sig ud i Olav og Steen pustede af anstrengelse, sprang en gnist at noget udefinerligt og endnu ikke erkendt fra far til søn og blev til et lillebitte frø, lagt til spiring af Høvdingen selv.

Da det igen blev morgen, blev Olav som sædvanligt sendt på markarbejde med karlen og de to andre drenge med den tidlige rutebil til købstaden mens Solveig travede ned til byskolen med det lyse hår stramt fletter i to lange fletninger ned ad ryggen og endnu med smagen at øllebrød og syltetøjsmad i munden.

…

 For Solveig var krigen langt borte og noget de voksne snakkede om. Men det kunne ske at nogle løsrevne bemærkninger af den snak, som flygtigt passerede forbi i den klare dag, vendte tilbage i en natlig drøm så hun vågnede op i et angstfyldt sæt og lå og lyttede til de smås rolige, trygge åndedrag fra de smalle barnesenge mens drømmen langsomt slap sit greb i hende og gav plads for andre og fredeligere billeder. Til hun en nat løb og løb i tung, nypløjet jord uden at komme af stedet, med et geværløb sigtende på sig og råbet om hjælp stikkende i halsen og med mareridtet så godt fat i sig at hun ikke turde lægge sig til ar sove igen. da det omsider hørte op.

 ......

Brugsforeningen, som var blevet betydeligt udvidet og herreekviperings-forretningen, som alle dage havde ligger der. En midaldrende mand stod og ordnede markisen med en jernstang, en anden af hendes jævnaldrende. Og folk, som tydeligvis var på vej til den samme kirke som hun. De mange parkerede biler på kirkepladsen og den pludselige styrtende fornemmelse af de eksplosive, forandringer der var sket i den tid, der på én gang syntes så kort. Høvdingen havde kørt sin datter til stationen i hestevogn.