Hvad læser vi?

Vi skal læse mellem 150 og 225 sider, hvoraf 2/3 opgives til eksamen. Det er tekster skrevet af de "rigtige" filosoffer, aviskronikker, synspunkter o.l.
Vi hører indslag fra DR’s foredragsrække om filosofiens historie
Vi ser interviews, hvor nulevende filosoffer præsenterer deres opfattelser om de behandlede emner
Vi ser temaudsendelser om de læste emner

Hvordan arbejder vi ?

Vi analyserer tekster af filosoffer
Vi laver rollespil for at illustrere holdninger og konsekvenser
Vi tager på ekskursion til filosofiseminar på Askov højskole sammen med andre skoler for at høre "rigtige filosoffer "og snakke med andre elever
Vi diskuterer og argumenterer for vore egne synspunkter og tager stilling til de læste filosoffers og de andre elevers synspunkter
Vi arbejder med multimedier: Sofies Verden på Cdrom

Hvordan foregår undervisningen?

Undervisningen har bestemte temaer som udgangspunkt, som vælges af eleverne og læreren i samråd. I årets løb normalt fem til syv temaer
Der er en vekslen mellem at læse og forstå en filosofs tanker om et bestemt emne og diskussion af egne synspunkter
Vi benytter os af de muligheder for at inddrage aktuelle relevante begivenheder, som belyser det tema vi arbejder med: TV- og radioudsendelser, avisartikler, egne oplevelser
Vi veksler mellem fælles samtale, gruppearbejde og elevfremstillinger

Hvad lærer du?

Du lærer at argumentere for dine synspunkter
Du lærer at sætte din holdning ind i en sammenhæng og forstå dens muligheder og konsekvenser
Du lærer at kunne se strukturen i en tankegang du bliver præsenteret for og dermed bedre kunne forholde dig og finde dine svar
Du får en almen viden om de holdninger og ideer, som vores samfund bygger på

Hvad snakker vi om?

Vi snakker om emner af almen interesse, spørgsmål, som de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt i deres liv har stillet sig selv. Disse emner falder i under følgende områder:

livsfilosofi:

Hvad er vores muligheder for at skabe os et lykkeligt meningsfuldt liv?
Er der en religiøs dimension i tilværelsen?
Er der en mening med livet uden den?
Er det noget man skal spekulere på?

etik og moral:

Er der regler for hvordan vi skal opføre os?
Kan det overhovedet lade sig gøre at opstille sådanne regler?
Er vi frie til at handle eller er vi styret af kræfter vi ikke har erkendt; som f.eks. vores opdragelse, vores gener, vores ubevidste?
Kan vi straffes for noget vi ikke kunne gøre for pga. dårlig opvækst?

politisk filosofi:

Hvilke samfundsopfattelser er der?
Findes det ideelle samfund?
Kan der nogensinde blive rigtig lighed i et samfund?
Hvad er forholdet mellem de politiske ideologier?
Går din samvittighed forud for landets love?

metafysik I:

Hvad er menneskets "natur"?
Er vi primært væsener der føler, tænker, har drifter, søger mening eller noget helt andet?
Er vi født gode eller onde?
Er kvinder og mænd fundamentalt forskellige?
Hvad er forholdet mellem vores biologiske arv og den påvirkning vi modtager fra samfundet?

metafysik II:

Hvordan er verden opbygget? Er den i sidste ende materialistisk-fysisk?
Kan vores tanker beskrives fysisk?
Hvad er tid? Kan den sanses? Kan den ses? Hvis ikke, eksisterer den så?
Har vi brug for naturen som andet end et spisekammer?
Kan der sættes grænser for vores udfoldelser over for naturen?
Bør der sættes grænser for genteknologien? Eksperimenter med dyr?

erkendelsesteori:

Hvordan erkender vi verden: med sanserne, forståelsen, intuitionen?
Kan vi bevise at det er den rigtige opfattelse vi har?

Hvad får du ud af det?

Det giver dig træning i at kunne sætte sig ind i tankegange og strukturer, som forekommer i alle fag og uddannelser
Det giver dig et fundament i forståelsen af dig selv og hvad der kunne være dine fremtidsønsker
Det giver dig en almendannelse vedrørende de tanker og ideer der har gjort sig gældende i den europæiske kultur og som udgør grundlaget for vores nuværende måde at indrette vores samfund og forholde os til hinanden på