Emner i filosofi undervisningen

Livsfilosofi

Det Gode Liv:
Livsfilosofiske overvejelser omkring lykke, livsform og livskvalitet. Hvad er individets muligheder for at styre sit liv og opnå lykke, fylde, mening etc. Hvilken rolle spiller behovstilfredsstillelse? Giver en religiøs tydning af tilværelsen en dybere forståelse af menneskets vilkår og dermed større mulighed for "ægte" lykke? Spiller det at have et arbejde en rolle for en persons lykke og liv?

Livets mening:
Er det muligt at finde en mening med livet? Er de daglige glæder livets mening: at man umiddelbart føler sig glad og tilfreds? Kan tanken om at det hele snart er forbi ikke gøre at livet føles meningsløst? Er selvmord acceptabelt? Kan en dybere forståelse af menneskelivets grundvilkår og rammer give en mening?

Søren Kierkegaard:
En verdenskendt dansk filosof med en uhyre kompleks og dybdeborende beskrivelse af den menneskelige eksistens. Han tvinger alle til personlig stillingtagen og viser de rammer inden for hvilke man kan handle. Lidenskab, valg, spring, skyld, angst, frihed, eksistens er nøgleordene.

Etik

Etiske krav til mennesket:
Hvad er karakteristisk for menneskets "natur"? Behov, følelser, fornuft, intuition, religiøsitet? Hvordan erkender vi denne natur? Kan vi herudfra angive regler for forholdet mellem mennesker eller skal de bygge på noget andet? Hvordan vurderer vi andre mennesker og deres handlinger? Kan etiske krav begrundes? I så fald hvordan?

Frihed og Ansvar:
Moderne naturvidenskabelige undersøgelser menes at understøtte psykoanalysens påstand om at mennesket primært reagerer og handler ubevidst uden viden om de reelle motiver til handlingen. Lignende filosofiske standpunkter har hævdet at mennesket helt og holdent er bundet af sine biologiske, psykologiske og sociale forudsætninger. Andre hævder at menneskets handlinger altid er resultatet af deres frie beslutning. Et afklaret svar på denne problematik er nødvendig for at kunne begrunde moralske krav til mennesker og dømme i straffesager.

Etiske problemstillinger:
Menneskets muligheder for at gribe ind i naturens gang er i rivende udvikling, teknologien udvikler sig fra dag til dag. Som det er i dag, halter etikken bagefter og tilpasser vore regler til teknikkens krav. Kan der overhovedet på forhånd sættes grænser, som ikke kan overskrides? De konkrete emner er brug af fostre til skønhedspleje, nedfrysning af æg, gensplejsning, dødskriterier, abort, transplantationer m.m. Er denne jagt på det perfekte liv ønskelig? Kan den forsvares? Hvilke konsekvenser har den for opfattelsen af den menneskelige værdighed og individets unikke status?

Æstetik

Æstetiske problemer:
Hvad er kunst? Kan det overhovedet defineres? Og hvad med kvalitet? Kan den overhovedet objektivt begrundes? Hvis ikke, hvorfor eksisterer der så censurerede udstillinger og hvorfor indbringer noget kunst mere på auktioner? Er enighed om kvalitet overhovedet ønskelig? Hvad er kunstens forhold til virkeligheden? Hvad er kunstens forhold til etikken? Kan en kunstner tillade sig alt?

Metafysik

Kultur og natur:
På et tidspunkt lyd opfordringen: Tilbage til naturen! Kulturen ansås for fordærvende for menneskets sande væsen og mange dårligdomme kunne undgåes hvis ellers denne kunstige kulturfernis blev fjernet. På andre tidspunkter har netop menneskets evne til at fjerne sig fra naturen og skabe civilisation været anset for den store bedrift og givet mennesket mulighed for at lade det specifikt menneskelige råde: fornuften. Dannelse er ud fra denne synsvinkel det entydigt positive. En gennemgang heraf kommer både ind på de historiske linjer og de begrundelser der kan gives for disse holdninger. Dette emne kan også behandles som diskussionen om hvorvidt mennesket er et naturligt eller historisk væsen.

Kønnene og seksualitet:
Hvordan har opfattelsen af de to køn og deres forhold været gennem tiden. Hvad er oprindelsen til disse opfattelser?. Og konsekvenserne? Hvilken sammenhæng har dette med vor opfattelse af det kropslige og det seksuelle? Hvordan forholder vore spontane lidenskaber og deres tilfredsstillelse sig til et lykkeligt og meningsfyldt liv?

Vort natursyn og dets konsekvenser:
Hvilke elementer i mennesket afspejler den strukturering af naturen, vi foretager med det industrialiserede landbrug. På hvilke måder kan man begrunde at der bør tages hensyn til naturen? Hvilke idehistoriske rødder har vort natursyn? Hvilken betydning for menneskets egen natur og livskvalitet har naturen.

Viden videnskab og virkelighed:
Hvad er sammenhængen mellem den viden vi har og den virkelighed vi ønsker at beskrive? Kan vi vide noget hvis vi ikke kan bevise det? Hvad er et bevis egentlig? Kan naturvidenskaben forklare alt? Kan alle spørgsmål og problemer i tilværelsen videnskabeliggøres, således at svaret på dem gives af naturvidenskaberne? Er okkulte forklaringer og fænomener videnskabelige? Er alternativ terapi kvaksalveri? Har mennesket en aura?

Politisk filosofi

Lighed og menneskerettigheder:
Gennem historien har individerne i et samfund altid haft forskellig status, både med hensyn til velstand og magt.Hvordan er denne sociale ulighed blevet begrundet? Hvordan forholder dette sig til vore idealer om frihed, lighed og retfærdighed? Hvordan begrundes disse? Hvad er menneskerettigheder for noget? Kan de begrundes? Kan utopier realiseres, d.v.s. kan vi skabe ideelle samfund?

Civil ulydighed:
Forholdet mellem individet og samfundet har altid været anspændt. Kan det accepteres at en person henviser til sin samvittighed, når det afviser at følge landets love, d.v.s. kan "civil ulydighed" begrundes? Kan fællesskabet kræve at man indordner sig? Et individ har vel både pligter og rettigheder.